Sider

torsdag den 14. april 2011

Pas på vandet i sommervarmen

Sommeren er højsæson for legionærsygdom
Netop nu er der særlig grund til at være på vagt over for den potentielt dødelige lungesygdom, legionærsygdom. Tre gange flere smittes nemlig med sygdommen i sommerhalvåret end om vinteren. Pas især på, hvis ferien foregår på hotel, campingplads eller i sommerhuset. Vandinstallationer, der har stået ubenyttet hen, er nemlig ofte årsag til sygdommen. Du kan sagtens minimere risikoen for legionærsygdom, hvis du tager dine forholdsregler.
En svalende tur under bruseren midt i sommervarmen kan give en ubehagelig ferieoplevelse. Bruseren er nemlig ofte smittekilde til den potentielt dødelige lungesygdom, legionærsygdom. Beregninger viser, at der er tre gange så mange, der smittes med legionella‐bakterien i sommerhalvåret end om vinteren*. Forklaringen er, at bakterien opformerer sig i lunkent, stillestående vand. Og om sommeren bruges ofte vandinstallationer, der har stået ubenyttet hen gennem længere tid på hoteller, campingpladser eller i sommerhuse.
Legionærsygdom kan sidde i bruseren
Man bliver typisk smittet ved at indånde vandpartikler, der er inficeret med legionella‐bakterien. Når inficeret vand, der har stået ubrugt hen i længere tid, pludselig bruges, rives legionella‐bakterien med ud af vandrørene eller bruseren. Heldigvis kan vi selv gøre meget for at undgå at blive smittet med legionella‐ bakterien. Vandekspert og direktør i vandbehandlingsvirksomheden Guldager A/S, Hans Guldager, forklarer:
”Det gælder om at få skyllet de farlige bakterier ud af vandsystemet. Er man en tur i sommerhuset, bør man indlede med at skrue de små sier af i vandhanerne og åbne helt for henholdsvis det varme og det kolde vand i et minut. Brusehovedet skal renses for kalk og skylles igennem. Det samme gælder, når man kommer hjem fra en lang ferie, hvor vandet i boligen ikke har været brugt gennem længere tid,” siger Hans Guldager.
Legionærsygdom rammer langt flere end hidtil antaget
Selvom sommeren er højsæson for legionærsygdom, tror mange nok stadigvæk, at sygdommen forekommer relativt sjældent herhjemme. Der blev da også registreret blot 125 tilfælde i Danmark sidste år. Det tal er imidlertid nok langt højere. Det tyder en undersøgelse gennemført af universitetshospitalet i Ulm i 2007 i hvert fald på. I forskningsstudiet blev over 2.500 patienter undersøgt for årsagerne til lungebetændelse. Forskerne kunne overraskende konstatere, at hele fire procent af patienterne rent faktisk havde legionærsygdom – udviklet på baggrund af smitte med legionella‐vandbakterien.
Herhjemme får flere end 50.000 danskere hvert år lungebetændelse**. Omsat til danske forhold tyder undersøgelsen derfor på, at flere end 2.000 danskere hvert år bliver ramt af legionærsygdom. Tallet er dermed mere end 15 gange større, end hvad der årligt registreres af tilfælde i Danmark.
Undersøgelsen slår derudover fast, at både mænd, kvinder og børn uanset helbredstilstand har risiko for at udvikle legionærsygdom. Indtil nu har man ellers troet, at sygdommen fortrinsvis rammer ældre – ofte mænd – med et svækket immunforsvar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar